Kategoriarkiv: VÅR

Det rasende håb om forklaring

av Olivia Nedergaard

April er gået nu. Gået henover vores coronahoveder. Pludselig er det maj, og måske er verden, i hvert fald vores lille nordiske boble, ved at live op igen. April er normalt fuld af fart, for naturen og for mennesket. April er en måned, hvor alting går derudaf. Lige med undtagelse af dette års april. Der var der stilstand. April var den første, og indtil videre eneste, hele måned med karantæne og isolation. For nogle har det sikkert også ført gode ting med sig, måske lidt refleksion over den almindelige hverdags høje tempo. Jeg har oplevet min krop og mit sprog blive sløve den her april. Når jeg har våget mig ud i verden og talt med folk, med god afstand selvfølgelig, har jeg svært at vide, hvad jeg skal sige, jeg bliver overvældet af pludselig at have social kontakt, og bagefter er jeg helt drænet. Sproget føles langsomt og intetsigende, det er ikke kun blevet sparsomt, det er også blevet inficeret af nyheder, smittetal og samfundssind. Naturen har til gengæld syntes at blive aktiv, spire frem og tage plads. Vi er blevet tavse og naturen larmer lidt, for en stund.

Hver gang det bliver april, og i år var heldigvis ingen undtagelse, tænker jeg på Inger Christensens langdigt Brev i april (1979). Det passer, åbenlyst, godt til hver eneste april, men i år synes jeg faktisk det passede ekstra godt, der er nemlig en slags »tilbage til ingenting« over langdigtet. I langdigtet larmer tingene, naturen og stilheden, og menneskene kæmper med at få sproget til at passe. Det er sådan jeg vil kigge nærmere på Brev i april. Jeg vil belyse, hvordan sprogliggørelsen er et hårdt genstridigt arbejde, der skal forsøge at nærme sig verden.

Naturens og sprogets arbejde

Inden selve langdigtet begynder, står en lille tekst, hvor de sidste linjer lyder: »Der er vores arbejde med billederne ordene for at bringe alle ting tilbage til det landskab de kommer fra. Det som hele tiden har været det samme samtidig«.[1] Det læser jeg som en slags poetik for det, der skal til at begynde, det langdigtet har tænkt sig at gøre: bringe alle ting tilbage til det landskab de kommer fra. Det er det, jeg mener med en slags »tilbage til ingenting«, eller måske nærmere til altings begyndelse, til noget, der er renset for menneskets konstante indgriben. I de linjer står der at det er et »arbejde«, det er altså ikke bare en tilstand digtet kan trylle frem, det må arbejde med billederne og ordene for at nærme sig det. Ordet »arbejde« optræder igen i langdigtets anden digtsuite: »Duggen der om sommeren / dunede spindet så blødt / som kun et under kan være; / lærte hvad arbejde var, / at det var sådan det var, / som ordet dug / og hvis man læste det spejlvendt, / som gud«.[2] Her er der to typer af arbejde i gang: Naturens arbejde og sprogets. Duggen arbejder med spindet og sproget arbejder, meget simpelt, med at læse ordet »dug« bagfra. De to typer arbejder sidestilles med hinanden, indikeret af det lille ord »som«. Ordet »dug« kan læses som gud, men selve fænomenet dug får også tilskrevet guddommelige egenskaber ved at gøre spindet til et under. Christensen tilskriver også naturen menneskelige egenskaber: »Og vi taler om / pinjen / midt i haven. / Måske er det vinden / den husker, / Måske er det lyden / den husker.«[3] Sproget undersøger, hvordan duggen kan arbejde som en gud, eller hvordan et pinjetræ kan huske. Der er altså sammenstillinger af det naturlige og det menneskelige, og naturen besjæles og tilskrives (over)menneskelige egenskaber.

Jeg finder det interessant, hvordan digtet stiller spørgsmålstegn til, hvad det vil sige at arbejde. Arbejder duggen og edderkoppespindet ikke lige så meget som et menneske? Og hukommelsen? Kan det ikke lige så godt være at pinjen kan huske mennesket, som mennesket husker den? Her kan man næsten sige at Inger Christensen er inde på økokritikkens domæne, hvor forholdet mellem menneske og natur kritiseres og vendes på hovedet. Man kunne også drage en parallel til en krisetid som nu, hvor forestillingen om arbejde, hvad der er vigtigt og hvad der skal prioriteres, også kastes lidt op i luften. Er vi måske kommet til at tænke mere over det »arbejde naturen udfører?« Har krisen fået os til at ville tage bedre vare på den, lytte mere til den? Det økokritiske spor kan man sagtens følge langdigtet igennem. Der er et helt særligt, mesterligt sted, hvor »jeg’et« pakker et granatæble ud, skærer det igennem og observerer: »Det ligner / en anden slags hjerne end vores«[4], og fortsætter med en genkommende spørgende figur, der netop undrer sig over det at mennesket giver sprog og navne til verden: »Hvem ved / om granatæblet / ved med sig selv, / at det hedder / noget andet. / Hvem ved / om jeg selv / måske hedder / noget andet / end mig selv.«[5] Her får granatæble, lidt ligesom pinjetræet, der kan huske, tildelt en slags bevidsthed, det er bare en anden slags hjerne end menneskets. Her bevæger Christensen sig faktisk ind på et dybere økokritisk territorium, for det er blot ikke beskrivelser af naturen fra menneskets synspunkt, eller en tilskrivelse af en menneskelig egenskab, som fx. hukommelse. Det er en åbning til noget helt nyt, en helt anden bevidsthed, som mennesket måske ikke har adgang til. Det peger tilbage på de indledende sætninger, dem jeg kaldte poetikken, og på det med at få tingene tilbage hvor de kommer fra. Tingene, for eksempel granatæblet, kommer ikke ud af det menneskelige sprog, idéernes verden om man vil, men fra fænomenerne selv. Det ses allertydeligst i digtets sidste linjer: »Hvem ved / om ikke tingene / ved med sig selv / at vi hedder / noget andet«.[6] Her vendes det traditionelle subjekt/objekt-forhold fuldstændigt om: Det er ikke mennesket, der betragter tingene, det kan ligeså godt være tingene, der kigger på mennesket og reflekterer over dets navne. På den måde slutter Brev i april sit arbejde med at sige, at det ligeså godt kan være tingene selv, der bringer sig tilbage til det landskab, de kommer fra. Objekterne får ikke bare en stemme, de kan også tale ud over mennesket.

De to mennesker, en voksen og et barn, arbejder også på forskellige måder i løbet af langdigtet. De gør meget ud af at ordne lejligheden, barnet pusler med legetøj og tegninger, og den voksne pakker ejendele ud og gør rummet fint. Digtene skifter mellem menneske-og naturskabte rum, fra huse og vejnet til skovbunde med anemoner. Disse rum flyder også nogle gange sammen, som fx. når der pludselig står en palme i gården, lige efter der er blevet gået på gaden »mellem duelort / og døde vagabonder«[7]. I et af digtene bliver mennesket konfronteret med naturens arbejde på følgende måde: »Her sidder vi så / i dette voldsomme enrum, / hvor løgene pukler / under jorden«.[8] »Vi’et« i det voldsomme enrum, lad det være det konkrete værelse eller jorden som sådan, er altså afhængigt af naturens pukkelarbejde under jorden, som de også hele tiden må forholde sig til. Selvom de er et i byrum, er de ikke fritaget fra naturens liv og processer, der kan snige sig ind overalt i asfaltens sprækker.

Mellem tegn og ting

Forholdet mellem økologien (verden) og sproget (lingvistikken), kan belyses med en schweizisk lingvist, som man nok ikke kan undgå at have hørt om hvis man har bevæget sig lidt på humaniora, nemlig Ferdinand de Saussure (1857-1913). Han formulerede i teksten »Lingvistikkens objekt«[9] en dengang banebrydende tanke om sprogets mindste atom, tegnet: »Det bånd, der forener udtrykket med indholdet er vilkårligt, hvad der medfører, at vi, da vi ved tegn forstår totaliteten, associationen mellem et udtryk og et indhold, kan hævde simpelthen, at sprogtegnet er vilkårligt«.[10] Der er, ifølge Saussure, ingen sammenhæng mellem en ting, og det vi er endt med at kalde den for. Saussure introducerer begreberne signifiant (udtryksstørrelse) og signifié (indholdsstørrelse), som en måde at dele et tegn op på, der viser et modsætningsforhold: At tegnet både har et udtryk, en fysisk fremtoning, og et indhold, som dette betegner, men at disse ikke er forbundne, og derfor arbitrære i forhold til hinanden. Brev i april udstiller dette gab mellem ting og tegn når der står: »og være tvungne / til at oversætte / alting tilbage / til sig selv«.[11] Her er vi tilbage til sprogarbejdet, som er noget man er nødt til udføre, for at kunne udtrykke sig, man er nødt til at skære alle associationer fra og »oversætte alting tilbage til sig selv«. Set i lysets af Saussure, er det at forsøge at benævne ting, med det tingen bare er, at lede efter et potentielt ikke-arbitrært tegn, hvilket er et stort arbejde, i kulturens og tegnenes, altså menneskenes, verden. Barnet i langdigtet spiller en rolle i at vise dette gab, fordi barnet har at gøre med tillæring af sproget: »En omsorg / som den der skal til / for at gentage verden / Denne daglige ankomst / i alskens forklædning / af alt hvad der er«.[12] At lære et barn at »gentage verden«, at pege på ting og sige deres navn, er her ikke bare en almindelig omsorgs/opdragelsesopgave. Det er en umulighed, noget, der er en forklædning. Sprogliggørelsen er også en idé, noget abstrakt, noget arbitrært, noget, der skal tillæres, hvorimod barnets verden »hører til« fænomenernes.

Verden ønsker at se sig selv

Brev i april er spændt ud mellem en trang til at beskrive og en skepsis overfor selvsamme: »Der er jo kun floden / og dens to store bredder. / På den ene / fortælling, idyl / og det rasende håb om forklaring / og slutning. / På den anden / den eneste ene forklaring / der breder sig / og

breder sig / og breder sig / ind / i sig selv.«[13] Værket står med et ben på hver bred, udspændt mellem

en lyst til at sprogliggøre og en søgen tilbage, både til det barnlige uspolerede sprog og objekternes

eget. Håbet om forklaring er rasende fordi det også er et umuligt håb. Sproget vil altid være utilstrækkeligt, det kan aldrig helt begribe verden. Arbejdet med billederne og ordene ser jeg ikke bare som en poetik for Brev i april, men for Inger Christensens forfatterskab i det hele taget. Hele hendes poetiske arbejde handler om at greb om verden via sproget og dets systemer, samtidig med at hun vil lade fænomener og natur tale for sig selv. I 2018 kom en meget omfangsrig udgivelse af Inger Christensens efterladte som netop hedder Verden ønsker at se sig selv.[14] Det er en virkelig rammende titel for Christensens forfatterskab: Sproget skal vise verden i sig selv. Her har vi også både arbejdet og stilstanden. Verden ønsker at se sig selv kunne nærmest være en slags parole for økokritikken, selvom Christensen primært skrev før den blev en stor teoriretning. Vi mennesker har brug for sproget for at forstå og fortolke verden, men verden derude det helt fint uden os og vores sprog, og det er noget Inger Christensen insisterer på. Selvom hun kan spinde de smukkeste sprogsystemer, så kan verden også tale for sig selv. Det kan ikke siges klarere end det citat, der også bliver brugt på langdigtets bagside: »Sig mig / at tingene / taler / deres eget / tydelige / sprog.«[15]

April er forbi. Snart er livet med karantæne og ingen social kontakt måske også forbi, der er lidt lys for enden af corona-tunnelen. Vores verden har stået stille, vi har været spærret inde i vores små rum, alt har været på pause, også sproget, det har kun handlet om sygdom og smitte. Men verden er gået videre, tingene har blomstret, løbet, pippet, og hvad de ellers gør uden vores indblanding.

Det kan være at coronatiden har givet tid til at læse noget mere, begynde at hækle, eller måske skrive et brev. Den har helt sikkert også medført frustration, afmagt og magtesløshed. Den underlige tragiske tid har stillet os overfor en verden, vi stadig har svært ved at begribe. Vi har måske et rasende håb om forklaring, som vi råber ud i verden – og hvem ved om den svarer igen og i så fald hvordan.

  1. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s.7
  2. Ibid. s.14
  3. Ibid. s.63
  4. Ibid. s.18
  5. Ibid.
  6. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s.66
  7. Ibid. s. 22
  8. Ibid. s. 26
  9. Saussure, Ferdinand de: »Lingvistikkens objekt« i Madsen, Peter (red.): Strukturalisme- en antologi, Forlaget Rhodos, 1970
  10. Ibid. s.35
  11. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s. 23
  12. Ibid. s. 36
  13. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s. 18-19
  14. Christensen, Inger: Verden ønsker at se sig selv, Gyldendal, 2018
  15. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002 s. 30

     

    Litteratur

    Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002

    Christensen, Inger: Verden ønsker at se sig selv, Gyldendal, 2018

    Saussure, Ferdinand de: »Lingvistikkens objekt« i Madsen, Peter (red.): Strukturalisme- en antologi, Forlaget Rhodos, 1970

 

Jeg har gjennomskua deg: Det skeive utroskapsnarrativet

av Lee Kvåle

Jeg har gjennomskua deg, Jarle, noe så jævlig har jeg gjennomskua deg, du er bunnfalsk, du kaster folk rundt som om de var luft, meg, mora di, Helge, Andreas, og han der stakkars Yngve. Fy faen.[1]

Sitatet som åpner dette essayet er fra Mannen som elsket Yngve, boka gitt ut av Tore Renberg i 2003. Den er en kjent norsk roman med skeive motiver, og skiller seg noe ut fra andre skeive bildungsromaner med sin nordiske, selvdestruktive framtoning. Den følger likevel en trend som er så prominent i skeive fortellinger at den til tider føles som en oppskrift: en eksisterende eller mulig heteronormativ relasjon forstyrres av den nye skeive relasjonen. Men hva er egentlig effekten av at så mye skeivt media bruker dette utroskapsnarrativet?

Jeg vil forøvrig bruke merkelappen hetero for å beskrive romantiske eller seksuelle relasjoner som består av en cis mann og en cis kvinne. Dette er kun gjort for enkelhetens skyld, ikke for å antyde at partene hver for seg er heteroseksuelle.

Utroskapslitteraturen

Ikke-monogami i den hetero relasjonen er ikke et nytt tema i litteraturen; det er uendelig mye litteratur om utroskap, utenomekteskapelige forhold, og polygame forhold. Det er noe ved det ikke-monogame som trigger et behov for skandale og tabu i leseren. Litteratur spesifikt om utroskap, ifølge Oikkonen,[2] bidrar videre til en nedvurdering av romantisk kjærlighet, fra noe unikt og transcendentalt, til noe mer hverdagslig. En sterk trend i det kulturelle utroskapsnarrativet lener seg på idéen om at menn er iboende promiskuøse, mens kvinner i større grad er monogame. «As a result,» forklarer Oikkonen, «men are assumed to be cheating whenever they can while women are seen as searching for a reliable breadwinner».[3] Denne idéen gjenspeiles gjerne i media om ulykkelige menn: Don Draper fra Mad Men (2007) har et utall affærer i løpet av serien, og BoJack Horseman fra BoJack Horseman (2014) klarer ikke å opprettholde et eneste monogamt forhold, bare for å nevne et par.

Jeg vil si at det vi ser i den skeive utroskapslitteraturen oftere er en forsterking av statusen til romantisk kjærlighet som noe transcendentalt, men også som noe som ikke alltid tar en beleilig form, og som ikke alltid kommer til et beleilig tidspunkt. I dette essayet vil jeg likevel argumentere for at det er enkelte skadelige konsekvenser av at dette er et såpass populært format, da det kan forsterke en negativ oppfatning om skeive, og da spesifikt skeive menn, som er hovedfokus i verkene jeg bruker som eksempler.

Den første synden

For å utforske dette må vi først se på utgangspunktet for det skeive utroskapsnarrativet, altså den hetero relasjonen som er offer for utroskapen, og hvordan den fungerer i tekstene.

Den heteronormative relasjonen benyttes hovedsakelig på to måter i skeivt media. Den første er for å etablere mangelen på attraksjon til det motsatte kjønn. Ofte, i fortellinger med dannelsestematikk, er kvinnen et forsøk på å overbevise seg selv eller andre om en attraksjon som ikke eksisterer. Dette er tilfelle i sesong tre av Skam (2015), hvor Isak forsøker å overbevise kompisene sine om at han liker jenter ved å «negge» (flørte ved å fornærme) ei jente for å vise interesse i henne. Når det funker og kompisene forlater rommet, avviser han forsøkene hennes på å gå ned på ham.[4]

Vi trenger ikke egentlig å lure på hvorvidt det er galt at Isak legger an på Emma selv om han er klar over at han ikke er interessert i henne. Man kan debattere fri vilje i møte med sosialt press, og hvor mye agens Isak egentlig har i hendelsene som følger etter at de kliner første gang, men vi forstår hvorfor Emma føler seg lurt. For det var jo han som la an på henne først.

Problemet med narrativet om homofile gutter som utnytter jenter for tilgang til heteronormen og privilegiene som medfølger er at det er basert på den kulturelle idéen om skeive menn som løgnere. Det spiller ingen rolle om det er for å beskytte seg selv eller andre: Emma reagerer sterkt på at Isak ikke fortalte henne at han var homo, og Isak anerkjenner at hun hadde rett i å være sint. Dette forteller oss at selvbeskyttelse er en skrøpelig begrunnelse for løgn, spesielt når det er vanskelig å forstå hva noen prøver å beskytte seg fra. Videre har narrativer med skeive menn som løgnere lett for å blø over, både på andre skeive narrativer, og på virkeligheten og menn som genuint er tiltrukket til kvinner.

Problematisk polyseksualitet

Den andre måten heterorelasjonen benyttes i skeivt media er når den etablerer protagonistens attraksjon til det «motsatte» kjønn. Jeg vil ta et øyeblikk til å forklare begrepet polyseksualitet. Definisjonen av biseksualitet, panseksualitet og polyseksualitet er i det store og det hele lik; om en person er tiltrukket til flere enn ett kjønn vil disse begrepene være beskrivende. Begrepene biseksualitet og panseksualitet er derimot identitetsskapende på en annen måte enn polyseksualitet er, og bærer spesifikke konnotasjoner. Derfor velger jeg å bruke polyseksualitet for å omtale tiltrekning til mer enn ett kjønn.

I 2020 er det utvilsomt mindre stigma mot polyseksuelle enn det har vært tidligere. Det kan likevel være produktivt å forstå hva dette har bestått av, ettersom historisk stigma ofte henger igjen i måten marginaliserte identiteter blir representert, og noe av det fortsatt vedvarer i samfunnet.

Mye av problematikken rundt polyseksualitet kommer fra to ting: behovet for å beskytte heteronormen, og spørsmålet om hvorvidt polyseksualitet i det hele tatt eksisterer. En ofte uttrykt bekymring har vært at skeive skal være årsaken til samfunnets kollaps, gjennom deres iboende amoralitet. I en artikkel fra 1992, «The Bi-sex Boom», hevdet den britiske tabloiden News of the World at samfunnet sto i fare for å undergraves av skeive som har sex med heteroseksuelle. «Bisexuals are, it seems, threatening the straight population with both transmittable HIV and transmittable bisexuality.»[5]

Videre er polyseksualitet ikke alltid anerkjent som en legitim legning. I stedet blir det ofte sett på som avvikende seksuell oppførsel for en person som enten er hetero- eller homoseksuell, noe som er godt illustrert i boken Not Gay: Sex Between Straight White Men (2015) av Jane Ward. Ward skriver,

[An] alarming trend in the science of sexual orientation … is to conduct research that measures genital arousal patterns. […] In a 2005 New York Times article titled “Straight, Gay, or Lying?: Bisexuality Revisited,” reporter Benedict Carey cites a study in which men who identify as bisexual were shown images of both men and women by a team of psychologists.[6]

Nesten ingen av mennene i den nevnte studien viste lik respons på kvinner og menn, og Carey tolket dette som at alle menn som identifiserte seg som bifile var løgnere.

Det er lett å anta, når man ser og leser fortellinger om menn som ligger med menn, selv når de også ligger med kvinner, at disse mennene må være homofile med mindre de eksplisitt sier noe annet. I virkeligheten er selv dette ofte ikke nok. «[Bisexuals] have been undermined primarily through the prevalence of negative stereotypes, including beliefs … that bisexuality is … a transitional stage before fully coming out as gay,»[7] og denne tendensen er sterkest for menn, da antagelsen er at menn vil gjøre alt for ikke å bli tolket som homofile.

I kategorien av litteratur om polyseksualitet finner vi blant annet Mannen som elsket Yngve, hvor Jarles forhold til kjæresten Katrine beskrives som så godt som et tenåringsforhold kan være, helt til Jarle møter Yngve og forelsker seg i ham. Yngve er katalysatoren som setter i gang endringene i Jarle, som deretter river ham bort fra Katrine, og den eksisterende heterorelasjonen han befinner seg i.

Her finner vi også Call Me By Your Name (2007) av André Aciman. Relasjonene Elio utvikler med Oliver og Marzia i løpet av sommeren er av ulik intensitet og ulik form, og på denne måten illustrerer de dualiteten i Elios seksualitet, og tillater oss ikke å tvile på noen aspekter av den. Den hetero relasjonen må likevel vike for det nye, det overveldende skeive, og i prosessen blir den forlatte parten nødt til å trekke sine egne konklusjoner. Marzia vet ikke hva som skjer med Elio, hun vet bare at en mann hun trodde var glad i henne plutselig har forsvunnet ut av livet hennes.

Når vi leser Mannen som elsket Yngve eller Call Me By Your Name blir vi gjentatte ganger fortalt at protagonistenes begjær ikke begrenser seg til menn. Derfor kan vi som lesere stole på at bedrageriet ikke gjelder identiteten til protagonisten, men snarere hvorvidt følelsene i den hetero relasjonen var eksklusive.

Tro og utro

Det er ikke plass i dette essayet for en lengre diskusjon om monogami og hvorvidt det i seg selv er moralsk. Det er mer produktivt å arbeide ut fra idéen om at det er etisk galt å lyve, og at å handle mot forventninger man ikke retter opp i blir en form for løgn. Det er likevel viktig å anerkjenne at det ikke er eksplisitte løgner i disse spesifikke verkene: Isak sier aldri til Emma at han er heteroseksuell, Elio lover aldri Marzia monogami, og Jarle inngår aldri noe forhold med Yngve.

Likevel vil lesere i et samfunn som verdsetter og forstår monogami og ærlighet i intime forhold ha vanskelig for å sympatisere fullstendig med noen som kultiverer to relasjoner på samme tid. Som lesere og seere har vi privilegert informasjon om protagonistene og deres indre følelsesliv, noe de andre karakterene ikke har. Det er Elios forhold med Oliver, og de sterke følelsene i det forholdet, som leder ham til å forsømme forholdet med Marzia. Det er Jarles følelser for Yngve og skammen og forvirringen som medfølger som leder ham til å såre Katrine.

Hvilken intensjon forfatterne har hatt når de har skrevet disse fortellingene er mindre relevant enn hvordan de blir tolket av publikum. For mange er skeiv litteratur deres eneste møte med den skeive opplevelsen, og når såpass mange skeive narrativ er basert rundt uærlighet kan det ha den uheldige effekten at det forsterker idéen om skeive som uredelige. Samtidig kan disse representasjonene av skeivhet oppleves som veldig genuine for de av oss som har vært gjennom lignende situasjoner.

Derfor er det ikke nødvendigvis problematisk at dette narrativet brukes i skeivt media. Det er heller problematisk at det ikke er nok annet skeivt media som oppnår det samme popularitetsnivået som kan nyansere hvordan skeive blir representert. For mens hetero litteratur og visuelt media enkelt balanserer ut utroskapsnarrativene med fortellinger om relasjoner hvor ingen parter føler seg bedratt, har skeivt media mindre å ta av.

Lee Kvåle

 

  1. Tore Renberg, Mannen som elsket Yngve (Oslo: Forlaget Oktober, 2003), 361.
  2. Venla Oikkonen, «Mutations of Romance,» Modern Fiction Studies 56, nr. 3 (2010), 593.
  3. Venla Oikkonen, «Mutations of Romance,» Modern Fiction Studies 56, nr. 3 (2010), 595.
  4. Julie Andem, «1. episode. – Lykke til, Isak,» Skam (2015), 3:52.
  5. Jo Eadie, «The Motley Crew: What’s at Stake in the Production of Bisexual Identity (?),» Paragraph 17, nr. 1 (1994), 17.
  6. Jane Ward, Not Gay: Sex Between Straight White Men (New York: NYU Press, 2015), 89.
  7. Mark McCormack, Eric Anderson og Adrian Adams, «Cohort Effect on the Coming Out Experiences of Bisexual Men,» Sociology 48, nr. 6 (2014), 1209.

    Litteraturliste

    Aciman, André. Call Me By Your Name. New York: Farrar, Straus and Giroux, 2007.

    Andem, Julie. «1. episode. – Lykke til, Isak.» Skam. NRK P3, 2015. Serie.

    Eadie, Jo. «The Motley Crew: What’s at Stake in the Production of Bisexual Identity (?).» Paragraph 17, nr. 1 (1994): 17-26.

    McCormack, Mark, Eric Anderson, and Adrian Adams. «Cohort Effect on the Coming Out Experiences of Bisexual Men.» Sociology 48, nr. 6 (2014): 1207-223.

    Oikkonen, Venla. «Mutations of Romance.» Modern Fiction Studies 56, nr. 3 (2010): 592-613.

    Renberg, Tore. Mannen som elsket Yngve. Oslo: Forlaget Oktober, 2003.

    Ward, Jane. Not Gay: Sex Between Straight White Men. New York: NYU Press, 2015.