Der er brand på Zoologisk Museum. Jeg ved ikke, hvor den er begyndt. Da jeg cykler forbi, er bygningen allerede indkapslet i et lag af røg. Lyset er afskærmet, men jeg kan skimte skæret fra blå blink i mørket. Evakueringen må have forløbet forholdsvist hurtigt. Det er vel begrænset, hvor mange nattevagter der skal til for at vogte over udstoppede dyr. Jeg kan ikke se dem fra stien i Universitetsparken, men jeg forestiller mig mennesker stimlet sammen ude på gaden foran hovedindgangen. Jeg kan høre stemmer, måske én, som græder.
Først senere, da ilden når den herpetologiske samling og får fat i de mange alkoholkonserverede krybdyr, viser den flammende bygning sig som en invers silhouet i natten. Men da er jeg cyklet videre og kommet i tanke om følgende:
I
Vikarjob, sæbefabrikken, uge 43, ’04: Lugten. Det eneste afslørende i et fabriksanlæg bestående af cement og stål, tanke og rør. Lugten er fysisk tilstedeværende, omklamrende.
Ovnen var tæt på eksplosion efter forsøgt kremering af en usædvanligt overvægtig hoppe kategori 1. Liget blev bugseret ind, forbrændingen begyndte og et kvarter senere stod flammerne ud af krematoriets ti meter høje skorsten. Dele af den dobbeltløbede konstruktion smeltede. Kroppens fedtprocent hævede forbrændingstemperaturen radikalt. Først efter fem timer var hesteliget forvandlet til aske. Jeg spulede gulvet.
II
Bål i haven, sommerferie, ’98: Min far har valgt pladen med en surfer på coveret. Musikken spiller højt ud af stuedøren. Min mor har hældt helligvand på bålet. Hun vil gerne heale mig, før vi rister skumfiduser. Gløderne minder mig om Onkel Joakims møntbassin. Man kunne bade i dem.
Vi spytter i bålet, fordi lyden er tilfredsstillende.
Jeg har flyttet de sidste af mine ting ud af lejligheden, vasket vægge og spartlet hullet i loftet fra krogen til hans boksesæk. Alle hans ting har jeg slæbt i kælderen. Dernede fandt jeg mine barndomsbilleder, breve og dagbøger rådnet i en flyttekasse, og pludselig kunne jeg ingenting huske.
Min mor ville have kaldt det katarsis og talt om indianske måder at sluge sin sorg på.
Min far sætter sig op i sin hængekøje på terrassen, da jeg endelig når op til huset med de tunge kasser i cykelladet. Han spørger, om jeg vil fotografere hans baghoved. Egentlig ikke, siger jeg. Han spørger, om jeg synes, han ser tyndhåret ud bagfra. Jeg tager et billede.
Min barndom er slettet. Jeg kan ikke huske gamle tanker, siger jeg, og nu er der ingen fysiske minder. Jeg har allerede glemt i dag. Undtagen branden.
Min far laver kaffe, stiller kasserne i garagen og fortæller så, at jeg på en ferie i Østrig samlede dyreekskrementer og lavede blind gættekonkurrence for ham og min mor, og at jeg ikke kunne få nok af Nina Hagen, da jeg var seks. De to anekdoter slår mig ikke som hverken særligt spirituelle eller sorghelende. Jeg tænker alligevel, at jeg skal huske at skrive historierne ned, før de forsvinder igen.
Tidligt morgenen efter cykler jeg den samme vej tilbage forbi Zoologisk. Museet er sort i det blege dagslys.
Av: Signe Holm Pedersen
Teksten er trykket i #4 Vitne 2015