SELVSKADE SOM KOMMUNIKATIONSFORM I MADAME BOVARY

SELVSKADE SOM KOMMUNIKATIONSFORM I MADAME BOVARY

TRINE OTTOSEN

Kilde: bokkilden

I Gustave Flauberts klassiker Madame Bovary fra 1857 skildres den romantiske Emmas trængsler i sit ægteskab med landsbylægen Charles Bovary. Som en anden Don Quijote er hun fortabt i eventyrlige romaner om balsale, flotte mænd og storslåede affærer, men hendes tilværelse skal vise sig at blive langt mere triviel. I romanen er hun den, der begærer, drømmer og ønsker sig mest af livet, men som en middelmådig landsbylæges kone, har hun ingen mulighed til at føre sine ambitioner ud i livet. Hendes mange skuffelser og frustrationer kan hun ikke få afløb for udadtil, og hun vender dem derfor indad – imod sin krop og sit helbred, som bliver hendes stærkeste kommunikationsmiddel og eneste mulighed for handling.

 

Livets utilstrækkelighed for Emma slås ifølge Jean Starobinskis kapitel ”Temperaturskalaen – ’Lesning av kroppens tegn’” (1992) tidligt an i romanen. Inden deres ægteskab begynder – og hun fortsat tror, at han skal give hende det, hun drømmer om – byder Emma Charles på et glas likør, men hælder så lidt op til sig selv, at hun bliver nødt til at slikke glassets bund for at smage den:

 

Det er det første i en rekke av tomme gjenstander (eller vesner) som ikke lar Emma føle det som hun med hele sin kropp håpet på. Hun får bare kontakt med tennene og med glassets faste bunn. Denne ’beskrivelsen’ lar oss ane en ’vilje til å føle’ som degraderer den følelsesløse materielle hindring (glassets tomme bunn) til en forgjeves anstrengelse som det begjærende subjektet har av seg selv (hennes tungespiss som ble skjøvet ut).

(Starobinski, pp. 3839).

Glasset er ikke villigt til at afgive de dråber, det indeholder, og bliver på denne vis et billede på Charles og Emmas kommende ægteskab. Hun har vel at mærke selv fyldt det sparsomt op, ligesom hun selv er med til at vælge Charles, men hun demonstrerer det, som Starobinski kalder en vilje til at føle – en sanselighed, som virkeligheden ikke kan stå mål med. Selvom glasset næsten er tomt, og Charles ikke er en åbenbar prins, sætter hun ikke sine forventninger til dem ned. Viljen til at føle skinner romanen igennem, for selvom hun skuffes gang på gang, bliver hun ved at ønske, forvente og insistere på at føle – om det så må blive gennem at kaste sig i armene på elskere eller at tage sig eget liv.

Viljen til at føle er ifølge Starobinski ikke blot psykisk, men også fysisk: Emma pirrer sin egen fornemmelsesevne og søger kontakt med sin krop, for eksempel da hun prikker sig i fingrene mens hun syr, eller afkøler sine kinder med hænderne (Starobinski, p. 37). Måden hun søger kontakt med sig selv på, er interessant i forhold til Peter Brooks’ læsning af Emmas krop i sin artikel ”The body in the field of vision” (1991). Han skriver, at ”Emma tends to become a fetishized object, or rather, an object that is never seen whole because its accessory details become fetishes, arresting attention along the way.” (Brooks, p. 48). Ifølge Brooks bliver Emmas krop en samling af fragmenter, idet hun beskrives metonymisk, igennem små feticherede detaljer om hendes legeme eller påklædning, fremfor i fuld figur. Dermed fremstår hun aldrig som et sammenhængende subjekt (Brooks, p. 48). Frederik Tygstrups Brooks-inspirerede læsning i kapitlet ”Realisme som symbolsk form” (2000) beskriver ud fra dette Emma som romanens dunkle centrum, som aldrig træder frem. Hun er genstand for sine tre elskeres begærende blikke, men vi ser netop kun dem. Emmas krop er skabt af andres begær, og dermed ikke én, hun selv har ejerskab over (Tygstrup, p. 48). Den er konstrueret tæt omkring hende. Først når hun ligger livløs, og ikke længere er et begærsobjekt, får læseren beskrevet hendes krop i sin helhed, ikke blot som små fragmenter (Brooks, p. 51). Hendes elskere har ingen intention om at se hende som et helt menneske, og de væver et tæt net om Emma med deres begær. Begæret objektiviserer hende, og frarøver hende sin sociale agens og status som subjekt – hun reduceres til at være et noget for andre. Der er altså et stærkt modsætningsforhold mellem Emmas vilje til at føle og den sociale handlekraft, hun tilkendes af omgivelserne. Derfor er netop samspillet af disse tre læsninger interessant: Når Emma som elskernes konstruerede begærsobjekt læses op imod Starobinskis påstand om, at hun søger kontakt med og pirrer sin egen krop, kan det forstås som en insisteren på at have en hel og egen krop. Som en måde, hvorpå Emma minder sig selv om sin egen tilstedeværelse og sin subjektivitet, en måde, hun kan tage ejerskab over sin krop på.

Det er et gennemgående motiv i romanen, at Emmas krop reflekterer hendes sindstilstand, og hun opdager henad vejen, at hun kan kommunikere og få indflydelse igennem den:

She leant her head against the walls to weep; she longed for lives of adventure, for masked balls, for shameless pleasures that were bound, she thought, to initiate her to ecstasies she had not yet experienced.

She grew pale and suffered from palpitations of the heart. Charles prescribed valerian drops and camphor baths. Everything that was tried only seemed to irritate her the more. (…)

And as she was constantly complaining about Tostes, Charles fancied that her illness was no doubt due to some local cause, and, struck by this idea, he began to think seriously of setting up practice elsewhere.

From that moment she drank vinegar to lose weight, contracted a sharp little cough, and lost all appetite.

(Flaubert, p. 57).

Emma er ulykkelig, men den enfoldige Charles misforstår hende. Han kan kun forholde sig til kroppens symptomer, som han gør alt for at afhjælpe. Emma irriteres af det, indtil hun opdager at hendes helbred er kilde til indflydelse. Når hun sulter sig selv og foregiver en hoste, kan hun tavst og indirekte kommunikere med og påvirke Charles til at flytte sin praksis. Hun anerkendes ikke som subjekt, men er en ting, der kan aflæses – derfor bruger hun sin krop som reflektor, for at udtrykke ønsker og frustrationer, hun ikke har mulighed for at adressere verbalt. Reaktionsmønstret går igen flere steder, for eksempel da hun svigtes af elskeren Rodolphe, besvimer, og er sengeliggende i flere måneder – og Charles tror hende kræftsyg (Flaubert pp. 166–67; p. 169). Når hun ikke kan artikulere sine sorger, får de et kropsligt og selvdestruktivt udtryk, som ofte indebærer modstand imod at spise: ”Charles wept when he saw her eat her first piece of bread and jam.” (Flaubert, p. 168). I modsætning til når hun drikker eddike for at tabe sig, er det ikke her – efter bruddet med Rodolphe – tydeligt om hun nægter at spise, eller om hun reelt set ikke kan. Det er dog klart, at Emmas ønsker og sindstilstand viser sig som en kropslig reaktion.

Emmas kropslige kommunikation antager sit højdepunkt og langt mest dramatiske udtryk i form af hendes selvmord:

The key turned in the lock, and she went straight to the third shelf, so well did her memory guide her, seized the blue jar, tore out the cork, plunged in her hand, and withdrawing it full of white powder, she ate it greedily. (…) Then she went home, suddenly calmed, with something of the serenity of one that has done his duty.

(Flaubert, p. 249).

Det er en voldsom og affekteret handling, der beskrives med aggressive verber som ”seize”, ”tore” og ”plunge”. Hendes problemer er kulmineret, og hun får afløb for sin usigelige frustration ved grådigt at sluge arsenikken og volde sin egen krop skade – for derefter at føle sig rolig og pligtopfyldende. Hendes panikslagne handling er et nødsignal. For når hun ikke har hverken mulighed eller autoritet til at reagere udad, og stadfæste sin sorg og frustration i verden, er hendes eneste udvej en voldsom implosion. At få sin krop til at udtrykke det, hun ikke kan med ord. Det umulige i kommunikationen udtrykkes også igennem hendes afskedsbrev til Charles, som han først må læse dagen efter (Flaubert, p. 249). Da Charles opdager, at noget er galt, nægter hun at fortælle ham hvad hun har gjort, og han må derfor selv finde svaret i brevet (Flaubert, pp. 250–51). Selv ikke når hun til fulde har taget kontrol over sin egen krop, magter hun at udtrykke sig med det talte ord.

Emmas selvmord er, som hendes liv, indhyllet i romantiske forestillinger, men leder på sin vis også Emma til en desillusionering:

A bitter taste in her mouth awakened her. She saw Charles, and again closed her eyes. She was studying herself curiously, to detect the first signs of suffering. But no! nothing as yet. She heard the ticking of the clock, the crackling of the fire, and Charles breathing as he stood upright by her bed.

”Ah! it is but a little thing, death!” she thought. ”I shall fall asleep and all will be over.”

(Flaubert, pp. 24950)

Emmas forestilling om sin forestående død fremstår naiv. Hun undersøger kroppen nysgerrigt, mærker sin krop og sit nærvær, og forestiller sig at døden vil indtræffe let og smertefrit imens hun sover. Det viser at hun ikke har forstået alvoren og hvilken smerte der venter hende. Hun forventer at tage del i et romantisk eventyr, ligesom hun føler sig som en heltinde, idet hun indleder sin affære med Rodolphe (Flaubert, p. 131) – en affære, der heller ikke bliver som hun forestiller sig. Samtidig vises også tegn på en dæmrende realitetsfornemmelse hos Emma. Den bitre smag, hun vågner af, er ildevarslende og ligner en form for fortrydelse. Den antyder, at Emma bliver klar over, at hendes kropslige udtryk denne gang ikke blot er kommunikativt, men vil ødelægge hende. I tråd med det høres uret der tikker, og tæller de sidste timer hun har at leve i, og Charles viser med sit tydelige åndedrag det levende, som Emma nu bevæger sig væk fra. Citatets sidste linjer, der nedtoner døden, virker som et forsøg på at trøste sig selv, som en urolig mor, der fortsat fortæller sit barn at alt nok skal gå.

For til sidst at samle trådene, kan Emma ses som et offer for både egne ambitioner og samfundets blik på og forventninger til hende. Omgivelserne tilkender ikke Emma mere autoritet end et barn, og hendes ambitioner – som lægefrue – forventes ikke at overstige de, ægtemanden Charles har. Hun fremstår for alle blot som et fragmentarisk begærsobjekt uden handlekraft, men har dog ambitioner for sit eget liv. Manglen på handlekraft viser sig i den kontrol over og generobring af egen krop, Emma igangsætter. På denne vis kan man sige, at Emmas undergang er et produkt af netop dette misforhold – de indre og ydre forventninger. Emmas selvskade er både et middel til kommunikation – det eneste der lyttes til – men er også nødvendig for hendes opretholdelse af sig selv som autonomt subjekt. Samtidig bliver Emmas egne ambitioner og drømme destruktive, når de projiceres ud på en verden, der ikke har anlæg til at imødekomme dem – som hvis man forventer at smage likøren, når man næsten intet hælder op. Emmas kommunikation igennem selvskade lader til at virke, men kun fordi den spiller med på de allerede givne regler. Kommunikationen igennem kroppen, lige indtil selvmordet, er indirekte, og giver hende ikke indflydelse i form af anerkendelse som subjekt, blot som et sygt objekt, der må tages hensyn til og behandles. Med andre ord, lader hun ikke sin indflydelse træde frem i lyset, som det, den nu er. Selvmordet fordrer dog til sidst Emmas anerkendelse – hun genfødes i sin undergang som et helt og fuldt menneske.

 

Litteraturliste

Brooks, Peter. “The body in the field of vision” i Paragraph, vol. 14, no. 1, Freud, Lacan and the Critique of Culture. Edinburgh: Edinburgh University Press. 1991.

Flaubert, Gustave. Madame Bovary. New York: Norton Critical Editions. 2005.

Starobinski, Jean. ”Temperaturskalaen – ’Lesning av kroppens tegn’” i Fra kroppsfølelsens historie. Oslo: Cappelens Forlag. 1992.

Tygstrup, Frederik. ”Realisme som symbolsk form” i På sporet af virkeligheden. København: Samlerens Bogklub. 2000.


Publisert

i

av

Stikkord: