Stikkordarkiv: dick hebdige

– Kvinder, der går direkte mod undergrunden

Av Olivia Nedergaard

Den traditionelle forståelse af en muse er at hun er en smuk, ung kvinde, som den mandlige kunster kan bruge som inspiration, som kilde til at skabe sin kunst. Sådan har forholdet været i tusindvis af år, kvinden er den stille, passive og smukke – modellen som manden så kan tænke store tanker ud fra, når han skal skrive, male eller komponere. Men hvad sker når dette forhold vendes om? Da jeg ledte efter et tydeligt visuelt eksempel på det faldt jeg over den walisiske maler Sylvia Sleigh (1916–2010). Her er det nøgne mandekroppe, der er malet i positioner, der er set med kvindelige modeller tusindvis af gange i kunsthistorien. En visuel manifestation af et magtforhold, der vendes om. Manden er pludselig den stille, der ligger henslængt og nøgen på chaiselongen, mens det er kvinden, der maler. I litteraturen kan manden også ligge symbolsk henslængt, mens den kvindelige fortællerstemme får lov at styre slagets gang. Der findes også kvindelige forfattere, der tager sig den frihed bare »at bruge« manden som katalysator for deres egen kunst, som et slags blankt lærred, de kan male på. Den amerikanske forfatter og filminstruktør Chris Kraus (f. 1955) er en af dem. I kultromanen I Love Dick (1997) er hovedpersonen Chris forelsket i, eller nærmere besat af, akademikeren Dick, der i øvrigt bygger på en virkelig professor, Dick Hebdige. De to får aldrig et forhold, men Dick bliver katalysator for Chris’ kunst. Han bliver hendes muse, faktisk hele hendes kunstneriske form. Hun gør den ellers så talende og skrivende Dick tavs, bogen indeholder alle Chris’ breve til ham, men Dick får næsten ikke lov at komme til orde.

Det samme gør sig gældende for den svenske forfatter Sandra Holm (1943–1987) i hendes lille roman Har jeg været her før (1978). Bogens titel og første sætning er citat fra den finske digter Penti Saarikoski (1937–1983), der i Brev til min hustru (1968) indleder med konstateringen: »Jeg har været her før«. Holm vender det om til et spørgsmål, der går igen flere gange gennem romanen, en usikkerhed, en tvivl om hvor livet har bevæget hende hen. Holm skriver op ad Saarikoski, bruger ham, ligesom Chris bruger Dick, Holm taler til en Saarikoski, der selvfølgelig ikke kan svare, og hun er ligeså åbenmundet, fordrukken og promiskuøs, som ham. Saarikoski fremstår som en klassisk flaneur-figur, der går rundt på må og få, skriver, drikker, har sex, og tænker store tanker. Holms jeg-fortæller gør det samme. Jeg’et i bogen er både skråsikkert og skrøbeligt, som det bevæger sig rundt mellem det nordligste Sverige, København og Italien. De to kvindefigurer, Chris og jeg’et hos Holm, vender altså tingene på hovedet. Selvom begge fortællinger egentlig tager deres udgangspunkt i en mand, så er hans tilstedeværelse faktisk irrelevant for begge bøger, mandens krop, ord og tanker er blot en motor for den fortællende kvindeskikkelse, og hun er ikke nærig med sine ord, krop eller tanker. Hun er så langt fra den smukke muse, som man kan komme, hun drikker, knepper og kæfter op, hun er »for meget« og måske på vej direkte til helvede.

»Who gets to speak and why? I wrote last week, is the only question«[1] sådan skriver Chris i en

henvendelse til Dick. I de mange breve Chris sender til Dick skriver hun om alt muligt, fra hendes eget liv og forelskelse til politik, køn og kunst. Chris bevæger sig i kunstneriske og akademiske kredse; hun laver selv film, hendes mand Sylvère er filosof, og Dick er ligeledes akademiker. Hun skriver om sine mange erfaringer med at blive overhørt, ignoreret og nedgraderet, og bogen rummer også lange essayistiske dele om kvindelige kunstnere, i alle genrer, der er blevet misforstået eller glemt. Hvem får lov at tale og hvorfor? I bogens »virkelige« verden til middagsselskaber og kunstreceptioner virker det til, at det er mændene, der taler, men i brevene til Dick er det Chris. Alt er henvendt til Dick, men vi ved, stort set, ingenting om ham. Sådan er det faktisk i mange klassiske brevromaner. For eksempel vil jeg mene, at Goethes Den unge Werthers lidelser handler mere om, den unge Werthers lidelser end om Lotte, hende han har kastet sin kærlighed på, eller om vennen han skriver breve til. Werther skriver næsten daglige breve til sin ven, Wilhelm, hvis svar vi aldrig hører, måske bortset fra forordet, der indrammer alle Werthers tekster: »Alt hvad jeg overhovedet har kunne finde om stakkels Werther, har jeg omhyggeligt samlet og forelægger det her«[2]. Både Chris og Werther bruger brevformen på en måde, hvor de mange ubesvarede breve bliver en motor for den voldsomme forelskelse, selvom Werther godt nok ikke skriver direkte til sin Lotte. At bruge brevformen på en ikke-dialogisk måde er altså ikke en ny opfindelse, det er snarere en del af brevskrivnings grundvilkår: At række ud mod nogen, der måske aldrig vil forstå de store følelser brevet udtrykker, og måske aldrig svarer. Det frustrerer selvfølgelig Chris ikke at få svar, men brevskrivningen gør også at hun begynder at fortælle meget mere om sig selv – lige fra livet i New Yorks kunsterkredse til en backpackertur i Guatemala, der giver anledning til lange essayistiske sekvenser.

Brevene bliver mindre og mindre henvendelser og mere og mere Chris’ dagbog. Dick bliver langsomt til en tom side, som Chris selv formulerer det: »I guess in a sense I’ve killed you. You’ve become Dear Diary«[3]. Dick er blevet symbolsk slået ihjel, reduceret til en blank side eller en musefigur. Flere steder skriver Chris også hans navn med et lille d, der giver anledning til at se ham reduceret til det hans navn også betyde – en pik. På den måde bliver det tydeligt, hvordan det, der umiddelbart virker som en kærlighedshungrende, hysterisk og besat kvindelig karakter faktisk viser at have stort kritisk potentiale: Chris giver sig selv, og de mange kvinder hun skriver om i de essayistiske afsnit, den taletid de så tit er blevet berøvet.

Karakteren Chris er alt for meget. For det første »oversharer« hun helt vildt i brevene. For det andet opsøger hun Dick på mildest talt akavede tidspunkt, og holder hverken igen med vinen eller de eksplicitte seksuelle beskrivelser. Hvilket leder mig hen til jeg-karakteren hos Holm, som virkelig heller ikke lever op til traditionelle feminine eller dydige værdier. Lidt på samme måde som Chris, så bliver jeg’et ved med at henvende sig til Pentti Saarikoski både med hans fornavn og med et »du«. Der er mange fortællinger om jeg’ets eget liv og oplevelser, der tager udgangspunkt i noget hun læser i Brev til min hustru eller noget hun tænker Pentti kunne have gjort eller tænkt. Hun er både betaget af ham og har en vis distance eller afsky til ham. Det er utrolig morsomt at læse hvordan hun prøver at opføre sig lige så laissez-faire og »mandet« som ham, som for eksempel:

»På færgen Rødby – Puttgarden købte jeg en flaske gin ligesom dig i Dublin, Pentti«,[4] eller »Jeg har endnu ikke pisset i et kosteskab som du gjorde i Dublin, jeg har nøjedes med at brække mig i papirkurven«.[5] Hun efteraber ham faktisk, og bliver ovenikøbet en smule flabet ved at bruge hans fornavn på den måde. Det læser jeg også som en måde at gøre grin med idéen om det store mandlige geni, der har vilde drukture, men alligevel skriver fantastisk litteratur i mens. Jeg’et drikker og skriver også meget, hun gør som Pentti. Men det er også svært og trist, der er mange scener i bogen, hvor hun sidder ved køkkenbordet hjemme i sine forældres køkken i Sverige, nord for polarcirklen, og lader dagene flyde sammen. Hun kan ikke finde rundt i minder, historier og personer, men alligevel holder hun fast i at skrive, og i den flabede, insisterende henvendelse til Pentti, den store digter. Hun bruger ham også, ligesom Chris, til at projektere seksuelle fantasier over på, og her bruger hun ordet »du«, så Pentti ikke har en chance for at slippe væk fra hendes fantasi: »Du begynder straks at skrive en bog. Mørket strømmer forbi og viser to mildt leende trolde. På Stockholms hovedbanegård fejrer vi vor afsked, vores afbrudte ægteskab, vi lejer hotelværelse, knepper og bagefter rejser du til Helsingfors og jeg til København«[6]. Jeg’et hos Holm indtager altså en traditionel »manderolle« – den rejsende, skrivende, kølige – og her sætter hun sig ovenikøbet i fysisk forbindelse med du’et, Pentti. De kan være to rejsende sjæle, der kort mødes i deres jagt på at kunne skrive. Her må man også tage tiden i betragtning: Sandra Holm var en skandale i det københavnske litteraturmiljø, og man kunne ligefrem læse i Politiken at hun var en »svirende og horende desperado« og at »det kan nok gibbe i een at se netop den myte og den livsform i en kvindelig version«.[7] Så kan man da vist godt spørge: »Who gets to speak and why?«. Der er intet forrykt i at læse om mænd som Hemingway eller Saarikoskis »poetiske« fordrukne vej mod undergang og kunst, men en kvinde! Jeg’et hos Holm indvier, ligesom Chris, også læseren i alt fra verdensforholdene til sine kønsdele – det er debatterende, personligt og privat i en stor blanding. Og der skal man nok ikke have åbnet ret mange bogtillæg for at vide, at kvindelige forfattere i dag også kan få hård kritik for at være »navlepillende« og »selvudleverende«. Kvinders navler er simpelthen ikke lige så interessante som mænds.

Pentti Saarikoskis bog er, som titlen antyder, henvendt til hans hustru, som både er fysisk fraværende, hjemme i Helsinki, mens han er i Dublin, men hun er også relativt anonym, udover beskrivelser af hendes krop. På samme måde bruger Holm manden, som bliver til en slags karakter ved navn Pentti, som en motor for fortællingen. Pentti bliver på ingen måde idealiseret, eller til muse i klassisk forstand, men nærmere den væg Holm spiller bold op ad, eller den samtalepartner, hun kan diskutere med, uden at han kan svare. »Pentti, du drikker meget og uden skam, uden blusel. Hvordan ville det være hvis der kom en drikkende frøken til Dublin, en som havde fået din rejse«.[8] Jeg’et er denne drikkende frøken, hun mimer Penttis opførsel. Hun går i hundene ligesom ham, og får samtidig gjort grin med denne »mandige« kunster-stereotyp, og fremfor alt skaber hun et univers, hvor en kvinde ikke bare er en hustru, der sidder derhjemme og venter, men, ligeså vel som manden, kan være den aktive, rejsende, skrivende, der undersøger verden. Det tragiske og ironiske ved Holm er imidlertid, at hun, trods et anerkendt forfatterskab i sin samtid, i dag er relativt ukendt, hun kæmpede sig til taletid og til sin ret til at være kvinde på en anden måde, men blev, som så mange kvinder før hende, udvisket fra kanon.

Da Chris forlader sin mand, Sylvère, har de netop haft en diskussion om at Chris føler, at hun står i skyggen af Sylvère og hans akademiske karriere: »“Who’s Chris Kraus?” she screamed. “She’s no one! She’s Sylvère Lotringer’s wife! She’s his ’Plus-One’!”«[9] I Love Dick bliver et frigørelsesprojekt fra at være denne »plus-one«. Man kan godt sige, at Chris på den måde er ude på at omvende kønsforholdet mellem kunster og muse. Hun har været vant til at udfylde en traditionel kvinderolle som sin akademikermands kone og plus-one. Nu er det Dick, der er hendes plus-one. Dick bliver et koncept, eller en form, som Chris kan skrive ind i. Ligesom jeg’et hos Holm, tager Chris skriften som sit våben og bruger den til at omvende kønsforhold og til at blande sig i verden. At omvende forholdet mellem, hvem, der kan være muse og, hvem, der kan være kunster betyder dog ikke bare at de kvindelige karakterer skal være så lig mændene som muligt. Der ligger også en stor styrke i at være klæbende, desperat og nærmest snyltende som Chris, eller forvirret, søgende og tvivlende som jeg’et hos Holm. Den skabende kunster kan godt spørge fortvivlet ud i verden »Har jeg været her før?«, for måske har hun ikke, måske er det helt nyt land, der åbner sig.

  1. Kraus, Chris; I Love Dick , London: Serpent’s Tail, 2016, s. 175
  2. von Goethe, Johann Wolfgang: Den unge Werthers lidelser, København: Gyldendal, 2015, s.11
  3. Kraus, s. 74
  4. Holm, S., Har jeg været her før, København: Gladiator, 2017 s. 24
  5. Holm s. 16
  6. Holm s. 17
  7. Jørgensen, Hans Otto og Selma Rosenfeldt-Olsen, »Efterord« i Har jeg været her før, København: Gladiator, 2017, s. 100
  8. Holm s. 76
  9. Kraus s. 100

    Litteratur

    Holm, Sandra. 2017. Har jeg været her før. København: Gladiator.

    Jørgensen, Hans O. og Selma Rosenfeldt-Olsen. 2017. »Efterord« i Har jeg været her før. København: Gladiator.

    Kraus, Chris. 2016. I Love Dick. London: Serpent’s Tail.

    von Goethe, Johann W. 2015. Den unge Werthers lidelser. København: Gyldendal.