Stikkordarkiv: korona

Det rasende håb om forklaring

av Olivia Nedergaard

April er gået nu. Gået henover vores coronahoveder. Pludselig er det maj, og måske er verden, i hvert fald vores lille nordiske boble, ved at live op igen. April er normalt fuld af fart, for naturen og for mennesket. April er en måned, hvor alting går derudaf. Lige med undtagelse af dette års april. Der var der stilstand. April var den første, og indtil videre eneste, hele måned med karantæne og isolation. For nogle har det sikkert også ført gode ting med sig, måske lidt refleksion over den almindelige hverdags høje tempo. Jeg har oplevet min krop og mit sprog blive sløve den her april. Når jeg har våget mig ud i verden og talt med folk, med god afstand selvfølgelig, har jeg svært at vide, hvad jeg skal sige, jeg bliver overvældet af pludselig at have social kontakt, og bagefter er jeg helt drænet. Sproget føles langsomt og intetsigende, det er ikke kun blevet sparsomt, det er også blevet inficeret af nyheder, smittetal og samfundssind. Naturen har til gengæld syntes at blive aktiv, spire frem og tage plads. Vi er blevet tavse og naturen larmer lidt, for en stund.

Hver gang det bliver april, og i år var heldigvis ingen undtagelse, tænker jeg på Inger Christensens langdigt Brev i april (1979). Det passer, åbenlyst, godt til hver eneste april, men i år synes jeg faktisk det passede ekstra godt, der er nemlig en slags »tilbage til ingenting« over langdigtet. I langdigtet larmer tingene, naturen og stilheden, og menneskene kæmper med at få sproget til at passe. Det er sådan jeg vil kigge nærmere på Brev i april. Jeg vil belyse, hvordan sprogliggørelsen er et hårdt genstridigt arbejde, der skal forsøge at nærme sig verden.

Naturens og sprogets arbejde

Inden selve langdigtet begynder, står en lille tekst, hvor de sidste linjer lyder: »Der er vores arbejde med billederne ordene for at bringe alle ting tilbage til det landskab de kommer fra. Det som hele tiden har været det samme samtidig«.[1] Det læser jeg som en slags poetik for det, der skal til at begynde, det langdigtet har tænkt sig at gøre: bringe alle ting tilbage til det landskab de kommer fra. Det er det, jeg mener med en slags »tilbage til ingenting«, eller måske nærmere til altings begyndelse, til noget, der er renset for menneskets konstante indgriben. I de linjer står der at det er et »arbejde«, det er altså ikke bare en tilstand digtet kan trylle frem, det må arbejde med billederne og ordene for at nærme sig det. Ordet »arbejde« optræder igen i langdigtets anden digtsuite: »Duggen der om sommeren / dunede spindet så blødt / som kun et under kan være; / lærte hvad arbejde var, / at det var sådan det var, / som ordet dug / og hvis man læste det spejlvendt, / som gud«.[2] Her er der to typer af arbejde i gang: Naturens arbejde og sprogets. Duggen arbejder med spindet og sproget arbejder, meget simpelt, med at læse ordet »dug« bagfra. De to typer arbejder sidestilles med hinanden, indikeret af det lille ord »som«. Ordet »dug« kan læses som gud, men selve fænomenet dug får også tilskrevet guddommelige egenskaber ved at gøre spindet til et under. Christensen tilskriver også naturen menneskelige egenskaber: »Og vi taler om / pinjen / midt i haven. / Måske er det vinden / den husker, / Måske er det lyden / den husker.«[3] Sproget undersøger, hvordan duggen kan arbejde som en gud, eller hvordan et pinjetræ kan huske. Der er altså sammenstillinger af det naturlige og det menneskelige, og naturen besjæles og tilskrives (over)menneskelige egenskaber.

Jeg finder det interessant, hvordan digtet stiller spørgsmålstegn til, hvad det vil sige at arbejde. Arbejder duggen og edderkoppespindet ikke lige så meget som et menneske? Og hukommelsen? Kan det ikke lige så godt være at pinjen kan huske mennesket, som mennesket husker den? Her kan man næsten sige at Inger Christensen er inde på økokritikkens domæne, hvor forholdet mellem menneske og natur kritiseres og vendes på hovedet. Man kunne også drage en parallel til en krisetid som nu, hvor forestillingen om arbejde, hvad der er vigtigt og hvad der skal prioriteres, også kastes lidt op i luften. Er vi måske kommet til at tænke mere over det »arbejde naturen udfører?« Har krisen fået os til at ville tage bedre vare på den, lytte mere til den? Det økokritiske spor kan man sagtens følge langdigtet igennem. Der er et helt særligt, mesterligt sted, hvor »jeg’et« pakker et granatæble ud, skærer det igennem og observerer: »Det ligner / en anden slags hjerne end vores«[4], og fortsætter med en genkommende spørgende figur, der netop undrer sig over det at mennesket giver sprog og navne til verden: »Hvem ved / om granatæblet / ved med sig selv, / at det hedder / noget andet. / Hvem ved / om jeg selv / måske hedder / noget andet / end mig selv.«[5] Her får granatæble, lidt ligesom pinjetræet, der kan huske, tildelt en slags bevidsthed, det er bare en anden slags hjerne end menneskets. Her bevæger Christensen sig faktisk ind på et dybere økokritisk territorium, for det er blot ikke beskrivelser af naturen fra menneskets synspunkt, eller en tilskrivelse af en menneskelig egenskab, som fx. hukommelse. Det er en åbning til noget helt nyt, en helt anden bevidsthed, som mennesket måske ikke har adgang til. Det peger tilbage på de indledende sætninger, dem jeg kaldte poetikken, og på det med at få tingene tilbage hvor de kommer fra. Tingene, for eksempel granatæblet, kommer ikke ud af det menneskelige sprog, idéernes verden om man vil, men fra fænomenerne selv. Det ses allertydeligst i digtets sidste linjer: »Hvem ved / om ikke tingene / ved med sig selv / at vi hedder / noget andet«.[6] Her vendes det traditionelle subjekt/objekt-forhold fuldstændigt om: Det er ikke mennesket, der betragter tingene, det kan ligeså godt være tingene, der kigger på mennesket og reflekterer over dets navne. På den måde slutter Brev i april sit arbejde med at sige, at det ligeså godt kan være tingene selv, der bringer sig tilbage til det landskab, de kommer fra. Objekterne får ikke bare en stemme, de kan også tale ud over mennesket.

De to mennesker, en voksen og et barn, arbejder også på forskellige måder i løbet af langdigtet. De gør meget ud af at ordne lejligheden, barnet pusler med legetøj og tegninger, og den voksne pakker ejendele ud og gør rummet fint. Digtene skifter mellem menneske-og naturskabte rum, fra huse og vejnet til skovbunde med anemoner. Disse rum flyder også nogle gange sammen, som fx. når der pludselig står en palme i gården, lige efter der er blevet gået på gaden »mellem duelort / og døde vagabonder«[7]. I et af digtene bliver mennesket konfronteret med naturens arbejde på følgende måde: »Her sidder vi så / i dette voldsomme enrum, / hvor løgene pukler / under jorden«.[8] »Vi’et« i det voldsomme enrum, lad det være det konkrete værelse eller jorden som sådan, er altså afhængigt af naturens pukkelarbejde under jorden, som de også hele tiden må forholde sig til. Selvom de er et i byrum, er de ikke fritaget fra naturens liv og processer, der kan snige sig ind overalt i asfaltens sprækker.

Mellem tegn og ting

Forholdet mellem økologien (verden) og sproget (lingvistikken), kan belyses med en schweizisk lingvist, som man nok ikke kan undgå at have hørt om hvis man har bevæget sig lidt på humaniora, nemlig Ferdinand de Saussure (1857-1913). Han formulerede i teksten »Lingvistikkens objekt«[9] en dengang banebrydende tanke om sprogets mindste atom, tegnet: »Det bånd, der forener udtrykket med indholdet er vilkårligt, hvad der medfører, at vi, da vi ved tegn forstår totaliteten, associationen mellem et udtryk og et indhold, kan hævde simpelthen, at sprogtegnet er vilkårligt«.[10] Der er, ifølge Saussure, ingen sammenhæng mellem en ting, og det vi er endt med at kalde den for. Saussure introducerer begreberne signifiant (udtryksstørrelse) og signifié (indholdsstørrelse), som en måde at dele et tegn op på, der viser et modsætningsforhold: At tegnet både har et udtryk, en fysisk fremtoning, og et indhold, som dette betegner, men at disse ikke er forbundne, og derfor arbitrære i forhold til hinanden. Brev i april udstiller dette gab mellem ting og tegn når der står: »og være tvungne / til at oversætte / alting tilbage / til sig selv«.[11] Her er vi tilbage til sprogarbejdet, som er noget man er nødt til udføre, for at kunne udtrykke sig, man er nødt til at skære alle associationer fra og »oversætte alting tilbage til sig selv«. Set i lysets af Saussure, er det at forsøge at benævne ting, med det tingen bare er, at lede efter et potentielt ikke-arbitrært tegn, hvilket er et stort arbejde, i kulturens og tegnenes, altså menneskenes, verden. Barnet i langdigtet spiller en rolle i at vise dette gab, fordi barnet har at gøre med tillæring af sproget: »En omsorg / som den der skal til / for at gentage verden / Denne daglige ankomst / i alskens forklædning / af alt hvad der er«.[12] At lære et barn at »gentage verden«, at pege på ting og sige deres navn, er her ikke bare en almindelig omsorgs/opdragelsesopgave. Det er en umulighed, noget, der er en forklædning. Sprogliggørelsen er også en idé, noget abstrakt, noget arbitrært, noget, der skal tillæres, hvorimod barnets verden »hører til« fænomenernes.

Verden ønsker at se sig selv

Brev i april er spændt ud mellem en trang til at beskrive og en skepsis overfor selvsamme: »Der er jo kun floden / og dens to store bredder. / På den ene / fortælling, idyl / og det rasende håb om forklaring / og slutning. / På den anden / den eneste ene forklaring / der breder sig / og

breder sig / og breder sig / ind / i sig selv.«[13] Værket står med et ben på hver bred, udspændt mellem

en lyst til at sprogliggøre og en søgen tilbage, både til det barnlige uspolerede sprog og objekternes

eget. Håbet om forklaring er rasende fordi det også er et umuligt håb. Sproget vil altid være utilstrækkeligt, det kan aldrig helt begribe verden. Arbejdet med billederne og ordene ser jeg ikke bare som en poetik for Brev i april, men for Inger Christensens forfatterskab i det hele taget. Hele hendes poetiske arbejde handler om at greb om verden via sproget og dets systemer, samtidig med at hun vil lade fænomener og natur tale for sig selv. I 2018 kom en meget omfangsrig udgivelse af Inger Christensens efterladte som netop hedder Verden ønsker at se sig selv.[14] Det er en virkelig rammende titel for Christensens forfatterskab: Sproget skal vise verden i sig selv. Her har vi også både arbejdet og stilstanden. Verden ønsker at se sig selv kunne nærmest være en slags parole for økokritikken, selvom Christensen primært skrev før den blev en stor teoriretning. Vi mennesker har brug for sproget for at forstå og fortolke verden, men verden derude det helt fint uden os og vores sprog, og det er noget Inger Christensen insisterer på. Selvom hun kan spinde de smukkeste sprogsystemer, så kan verden også tale for sig selv. Det kan ikke siges klarere end det citat, der også bliver brugt på langdigtets bagside: »Sig mig / at tingene / taler / deres eget / tydelige / sprog.«[15]

April er forbi. Snart er livet med karantæne og ingen social kontakt måske også forbi, der er lidt lys for enden af corona-tunnelen. Vores verden har stået stille, vi har været spærret inde i vores små rum, alt har været på pause, også sproget, det har kun handlet om sygdom og smitte. Men verden er gået videre, tingene har blomstret, løbet, pippet, og hvad de ellers gør uden vores indblanding.

Det kan være at coronatiden har givet tid til at læse noget mere, begynde at hækle, eller måske skrive et brev. Den har helt sikkert også medført frustration, afmagt og magtesløshed. Den underlige tragiske tid har stillet os overfor en verden, vi stadig har svært ved at begribe. Vi har måske et rasende håb om forklaring, som vi råber ud i verden – og hvem ved om den svarer igen og i så fald hvordan.

  1. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s.7
  2. Ibid. s.14
  3. Ibid. s.63
  4. Ibid. s.18
  5. Ibid.
  6. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s.66
  7. Ibid. s. 22
  8. Ibid. s. 26
  9. Saussure, Ferdinand de: »Lingvistikkens objekt« i Madsen, Peter (red.): Strukturalisme- en antologi, Forlaget Rhodos, 1970
  10. Ibid. s.35
  11. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s. 23
  12. Ibid. s. 36
  13. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002, s. 18-19
  14. Christensen, Inger: Verden ønsker at se sig selv, Gyldendal, 2018
  15. Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002 s. 30

     

    Litteratur

    Christensen, Inger: Brev i april, Gyldendal, 2002

    Christensen, Inger: Verden ønsker at se sig selv, Gyldendal, 2018

    Saussure, Ferdinand de: »Lingvistikkens objekt« i Madsen, Peter (red.): Strukturalisme- en antologi, Forlaget Rhodos, 1970